Historien om gyldenlæder

Gyldenlæder

Historisk oversigt

Kunsten at fremstille gyldenlæder stammer oprindelig fra Orienten. Det være sig Det Fjerne Østen, som Japan og Kina, eller Mellemøsten, som Persien(Iran), Irak, Syrien, Arabien og Ægypten.

Maurerne er en fællesbetegnelse for de arabisk talende folk i Andalusien og Marokko.
Oprindeligt er det en romersk betegnelse for berberne i det nordvestlige Afrika.

Det var maurerne, som førte kunsthåndværket med sig til Europa, efter de begyndte indtagelsen af den iberiske halvø i 711.

Den herskende arabiske slægt hed på det tidspunkt Umayyaderne og de holdt sig ved magten indtil år 750, hvor de afsættes af Abbasiderne. Abbasiderne grundlægger deres egen hovedstad, der konstrueres som en cirkel og kaldes Madinat al-Salaam –det sagnomspundne Bagdad.
Bortset fra en ung prins, Abd al-Rahman, udryddes hele Umayyade familen.
Abd al-Rahman flygter tværs over Nordafrika vha. berberne og finder sikkerhed i det fjerne Andalusien.
Andalusiens muslimer er en blanding af berbere og tilflyttede syrere, og det er især ved hjælp af de sidstnævnte, at Abd al-Rahman i 756 kunne proklamere sig selv som emir og Córdoba som selvstændigt emirat.
Emiratet voksede sig stærkt og modtog international anerkendelse i form af diplomatiske udsendinge fra den byzantinske kejser, den frankiske konge og den abbsidiske kalif.
Emiratets politiske position var nu cementeret, men kulturelt var man fortsat isoleret fra resten af den islamiske verden. Det blev der imidlertid rådet bod på, idet man i 820’erne modtog den abbasidiske digter og sanger Ziryab ved Abd al-Rahman IIs hof i Córdoba. Han bragte det abbasidiske hofs etikette, mode og forfinede traditioner med sig til Andalusien.

I 928 udråbte Abd al-Rahman III sig selv til kalif og udfordrede derved både Bagdad og det nyopståede fatimidiske dynasti som lederen af den islamiske verden.
Dette var spansk-umayyadernes storhedstid. Kulturlivet var på sit højeste.
Alt det bedste som livet havde at byde på, var Córdobas indbyggere forundt: rindende varmt og koldt vand i alle huse, gadebelysning, et utal af skoler, universiteter, laboratorier, parker og hospitaler etc.
Biblioteket kunne prale med mere end 400.000 titler i en periode, hvor de største italienske, franske eller tyske klosterbiblioteker højst havde nogle hundrede.

Hovedsædet for gyldenlæder-fremstilling

Byen Córdoba, i Andalusien, blev hovedsædet for den mauriske gyldenlæderindustri, og fra det ottende århundrede og frem mod slutningen af 1500-tallet forsynede Córdoba hele Europa og det spansktalende Mellemamerika med læderarbejder, gerne forgyldt, forsølvet eller fortinnet og med ophøjet reliefmønster.

Det cordovanske fabrikat udmærkede sig ved sin finhed og skaffede byen store indtægter. Ikke nok med det, den gav også byens hovedgader et lystigt udseende. ”For når man havde spændt de forgyldte, pressede og bemalede ”guadamecier” på store tavler og stillet dem ud i sollyset til tørre, da var det som om gaderne blev rigt og glitrende betrukket”” skrev den spanske historiker Ambrosio de Morales i sin bog Las Antigüedades de la Ciudades de España i 1575.

I Spanien blev alt gyldenlæderarbejde- og specielt tapetstykkerne- kaldt ”guadameci” allerede i 1050, da 2 ”guadameci” blev givet som en del af skatten til den castillianske konge Ferdinand den Store (1035-65). Navnet ”guadameci” er afledt af navnet på den libyske landsby Ghadâmes, som allerede i 500-tallet var kendt for sit gode, hvidgarvede(alun) gedeskind.
I dag er det for det meste vegetabilsk garvet kalve- eller okseskind, som bliver brugt til gyldenlæder.

Uden for Spanien talte man imidlertid ikke om ”guadameci”, men om ”cordovan” dvs læder fra Córdoba. Selv i arabiske kilder forekommer ordet ”el-corduani”

I Europa har gyldenlæderteknikken udviklet sig fra den mauriske form, og blev først fuldt udviklet i 1500-tallet, muligvis i Flandern (Belgien).

Håndprægning – anvendelse af forme

Til at begynde med var alle gyldenlæderarbejderne håndprægede og blev for det meste brugt til tapeter, men også til puder, hynder, sengetæpper, telte, alterforhæng, messehagler, møbelbetræk, faner, skærme etc.

Efterhånden som efterspørgslen øgedes, måtte man tage i brug mere rationel teknik. Først prøvede man at anvende opvarmede metalplader til at præge mønstret på læderet, men denne metode blev forladt til fordel for udskårne træforme, der var lettere at fremstille end metalpladerne.
Læderet blev fugtet og lagt under højt tryk mellem to træforme og på den måde blev mønstret påført læderet. Træforme til trykning af gyldenlædermønstre blev allerede omtalt i de sevilianske tapetmageres laugsvedtekter i 1502.
Masseproduktion var nu mulig i stor stil, men kun medlemmer af tapetmagerlauget havde lov til at fremstille gyldenlæder.

Forgyldning

Det må antages at gyldenlæderteknikken i sin mauriske form var langt fra så udviklet, som den er i dag. Når det fx gælder forgyldning, har det ikke været muligt at fastslå, hvornår denne teknik blev taget i brug på ”guadameciene”

Kunsten at lægge guld på læder og andre ting har imidlertid været kendt allerede hos de gamle ægyptere. Bladguld har været brugt på dele af et perlehalsbånd fra det 11.dynasti (ca. 2100 fvt), og man har fundet forgyldt læder på et hovedsmykke fra Tutankhamons grav.

Videre udbredelse

Fra Spanien bredte gyldenlæderkunsten sig snart til Frankrig, hvor vi hører om corduan allerede i 1180, og med det spanske herredømmet forplantede kunsthåndværket sig til Nederlandene i 1300-tallet og videre til England i 1400-tallet og til Tyskland i 1511.
Til Syditalien kom gyldenlæderkunsten over Sicilien før 1520 og omkring 1550 til Venezia via byens nære forbindelser med Syrien og Ægypten. Det venezianske gyldenlæder nød for øvrigt stor anseelse for sin udmærkede kvalitet.
I begyndelsen af 1500-tallet bredte gyldenlæderkunsten sig til de spansktalende lande i Mellem- og Sydamerika, da specielt til Mexico, hvor den gamle teknik har holdt sig i live helt frem til vore dage.

Til Norden kom gyldenlæderet i begyndelsen af 1500-tallet først til Sverige, hvor det fik en hurtig udbredelse. Så tidligt som 1508 blev birgittinermunken Peder Månsson sendt til Rom for at ordne nogle religiøse sager. I løbet af sit 16 år lange ophold i Rom stiftede Peder Månsson bekendtskab med gyldenlæderkunsten, og han skrev et skrift om dette emne : ”Skinnberedning och Sätherwärkskonst” og er dateret i Rom i 1516. Det mærkelige ord ”sätherwärkskonst” må vel betyde ”kunsten at trykke mønster på læder”. Peder Månssons skrift er delvis bevaret, og det er i dag det ældste kildeskrift vi kender, når det drejer sig om gyldenlæderteknikken.
På Gripsholm Slot, Skokloster Slot og på Drottningholm Slot findes gyldenlædertapeter og møbler med gyldenlæder.

I Norge blev gyldenlæder første gang nævnt skriftligt i 1652 i en inventarieliste fra Akershus Slot.
Der omtaltes ikke mindre end 3155 stykker gyldenlæder af forskellige slags, mest tapetstykker.
Som i andre lande blev herregårde og fornemme huse også forsynet med gyldenlæderarbejder, og en god del er endnu bevaret på museer eller i privat eje.
Generelt var der i Norgen kun en meget beskeden gyldenlæderproduktion , og der blev ikke anlagt nogle gyldenlæderfabrikker som i Danmark. Gyldenlæderteknikken var kun kendt i visse slægter, hvor den gik i arv. Men i 1700-tallet døde gyldenlæderproduktionen ud og teknikken gik i glemmebogen.
I dag er der i Norge en ret stor interesse for at frembringe gyldenlæder og der er i Norge -til forskel for Sverige og Danmark- ca. 200 registrerede medlemmer af Norges Gyllenlær Laug (NGL). Det blev oprettet i 1991 med hovedsæde i Oslo. Hovedparten (ca. 94%) af medlemmerne er kvinder.

I Danmark derimod gik der næsten et helt århundrede, før man lærte at sætte pris på gyldenlæderet.
Først omkring år 1600 begyndte gyldenlæderet at vinde indpas som vægbeklædning i stedet for de tidligere flamsk-vævede tapeter. Fx blev dansesalen på Frederiksborg Slot dekoreret med trykte gyldenlædertapeter. I 1638 blev såvel salen på Københavns Slot og Kongens og Dronningens gemakker klædt med trykt og forgyldt spansk læder med motiver af dyr, fugle og løv på blå bund.
De omtalte gyldenlæderarbejder var alle af udenlandsk fabrikat, men i 1726 blev der gjort et forsøg på at få gyldenlæder tilvirket inden for landets grænser, ved at Kong Frederik d. 4. gav en Arnold Diederick Zölner 20 års eneret på at anlægge en gyldenlæderfabrik i København.
Sidst på 1800-tallet fik gyldenlæderkunsten en opblomstringstid. Dette skyldtes ikke mindst malerfirmaet Bernhard Schrøder, Nielsen & Hansen. I 1870 fik malermester B.Schrøder til opgave at lave nogle gyldenlæder stolebetræk med monogram, og det lykkedes ham så godt, at han senere forsøgte sig med at arbejde med gyldenlæder på egen hånd. Han fik i 1872 Industriforeningens sølvmedalje for sin gyldenlæderarbejder.

Ifølge ”Illustreret Tidende” nr. 6 fra d. 5/11.1893 lå der på hjørnet af Frederiksholm Kanal og Ny Vestergade en gyldenlæderfabrik ved navn ”Kjøbenhavns Gyldenlæder-Fabrik”.

Der har efter sigende ligget et lille gyldenlæderværksted et sted i det indre København for ca. 30 år siden, men så vidt det har været muligt at finde ud af, findes der i dag ingen i Danmark bortset fra tre personer, som udfører gyldenlæder-arbejder og dermed holder det gamle kunsthåndværk i live.

Teknikker
Førtidige teknikker

Den ældste beskrivelse vi har af gyldenlæderteknikken blev skrevet af den svenske birgitinermunk Peder Månsson, som under sit 16 år lange ophold i Rom skrev håndskriftet Skinnberedning och Sätherwärkskonst i 1516. Af dette håndskrift er der i dag kun bevaret 19 kapitler, mens over 34 kapitler desværre er gået tabt. Den del, der er bevaret, er trykt i Peder Månssons skrifter på svenska (Sth. 1913-15), side 531-547.
Skriftet giver en overordentlig detaljeret beskrivelse af gyldenlæderteknikken og fremstillingen af de forskellige fernisser og farver.

Uddrag af Peder Månssons beskrivelse:

Der vælges først godt barkede, dvs. vegetabilsk garvede læder, som bliver lagt i blød i vand. Herefter bliver læderet lagt på et flat bord og med hænderne eller et kævlelignende redskab, bliver vandet presset ud af læderet, og alle folder og rynker bliver strøget godt ud.. Derefter bliver læderet påført et tynd lag lim, der er kogt af pergament.

Så tager man et håndhamret blad af sølv og lægger det på et stykke pap, således at noget af bladsølvet rager ud over papkanten. Med et let tryk med hånden fæstes nu den del af bladsølvet, der stikker ud over papkanten, medens pappet trækkes forsigtigt bort, idet man passer på, at det ikke kommer i berøring med den klæbrige lim på læderet. Man begynder lægningen af bladsølvet fra et af læderets hjørner, og man fortsætter så med at lægge sølvet, blad for blad tæt ind til hverandre indtilo hele læderstykket er belagt. Hvis der skulle forekomme nogle steder, hvor sølvet ikke dækker læderet helt, repareres der ved at lægge en strimmel bladsølv på det bare læderstykke og presse det godt ned mod limen.

Læderet bliver nu løftet forsigtigt op fra bordet og det bliver hængt til tørre inde i huset. Når læderstykkerne er halvtøre bliver de sømmet fast til et brædt og hængt til tørre ude i solen.

Når de sølvbelagte læderstykker er blevet tørre, bliver de taget af brædderne og lagt på en plan stenplade placeret på et bord. Derefter tager man en glatslebet ametyststen spændt fast på et tværbrædt. Ved at anbringe hænderne i hver sin ende af træstykket, gnides ametyststenen ud over hele læderstykket, mens der trykkes til af alle kræfter.

Efter at læderstykket er blevet poleret med ametyststenen, skal mønstret trykkes på. Først skal mønstret skæres ud i en træform og overstryges med tryksværte, som består af sod, linolie og lidt spanskgrønt. Nu bliver den forsølvede flade forsigtigt lagt mod den sværtede træform og med et stykke træ bliver læderstykket presset ned mod denne.
Læderstykket bliver efterfølgende lagt til tørre på et bord inde i huset og derefter til endelig tørring udendørs i solen sømmet fast på et brædt.

Efter den endelige tørring er det tid til at mønsterbunden slås ind med mønsterjern eller punsler. Der bruges til dette formål en træhammer. Her er det vigtigt at holde punslerne lodrette ellers risikerer man at slå gennem læderet.

Fremstilling af guldfernis.

Denne fernis har til formål at give sølvet en kulør næsten som guld og processen kaldes at forgylde

Ingredienserne til guldfernissen består af arkanson eller kolofonium, almindeligt harpiks, sandarak og aloë. Disse ingredienser smeltes i en gryde på en god ild. Når de er godt smeltede tilsættes linolie og det hele koges igen. Der tilsættes desuden sikkativer for at få fernissen til at tørre hurtigere.

Den kogte fernis filtreres gennem linned eller et stykke filt, og når den er afkølet, anses den for at være klar til brug, når dens konsistens er som en tyk sirup.

For at lægge ”guld” på skindene vælger man skyfrie dage, hvor man kan forvente smukt solskinsvejr. Man forgylder ikke om vinteren eller på en overskyet dag.

Læderpanelerne fastgøres til træplader med den sølvbelagte side opad.
Inden fernissen påføres, overstryges læderet med æggehvide. Æggehviden overdækker de huller, som ofte findes på bladsølv samt lukker porerne i læderet og vil derfor forhindre fernissen i at trænge ind.
Når æggehviden er godt tør, påføres læderet fernissen med fingrene som pensel. For at fordele fernissen ligeligt for at opnå en ensartet gylden farve, klappes fernislaget med hænderne og fordeler den så godt som muligt.
Denne procedure udføres to gange med et kvarters mellemrum.
Når læderstykkerne er ”klappede” og har opnået den ønskede farve, opstilles pladerne med læderet langs en mur i solen for at tørre. På gode solrige dage tørrer fernissen på et par timer.
Når fernissen er tør gentages hele processen for at udglatte evt. ujævnheder på overfladen.

Farvelægning

Til sidst, når læderstykkerne er forgyldte, forsølvede, er ciceleret eller prægede, er der til slut kun tilbage at male dem. De anvendte farver var oliemalinger
Bundfarven eller baggrundsfarven påførtes først, hvorefter -når denne er tør- de andre farver påførtes.
Når alle farver var helt tørre, overmaledes det hele med en malerfernis for at beskytte overfladen.

Samtidige beskrivelser af gyldenlæderteknikken

To italienere, nemlig Garzoni og Fioravantis bekrev omtrent samtidig med Månson gyldenlæderteknikken og især Fioravantis’ beskrivelse stemmer meget godt sammen med, hvad Månson skrev nogle år før.
Der er mange lighedstræk mellem de to beskrivelse, men vi bemærker specielt, at der overhovedet ikke var tale om at mønstret skulle løftes op fra undersiden af læderet. Tapetstykkerne præsenterede sig altså uden nogen som helst form for ophøjet reliefmønster.

Flere hundrede år senere, i begyndelsen af 1700-tallet, bliver gyldenlæderteknikken beskrevet af franskmændene Diderot og Bondaroy.
De to franskmænd beskriver bl.a. anvendelsen af trykforme.
Når det gjaldt det håndprægede gyldenlæder, varde gamle udøvere meget tilbageholdne med at fortælle om deres tekniker til andre. De havde ofte lært teknikken ved nidkære studier og eksperimenter eller teknikkerne var gået i arv fra slægtsled til slægtsled.

En anden teknik, nemlig Hamburgteknikken, blev udviklet i kredsen omkring Kunsthåndværksmuseet i Hamburg ved århundredskiftet. Denne teknik adskiller sig fra normen som Norges Gyllenlær Laug har sat op for håndpræget gyldenlæder ved at man skærer i læderet på mønstrets konturer med en skarp kniv. Derefter lægges en læderring mod konturene på mønstret og dette hæves op fra undersiden med kuglejernet. Gyldenlæder fremstillet ved at skære i læderet bliver på tysk kaldt Lederschnitt.

Nutidige teknikker

Norges Gyllenlær Laugs norm.

Efter stiftelsen af Norges Gyllenlær Laug i 1992 slog nestorerne sig sammen og lavede en norm for fremstilling af både håndpræget og formpræget gyldenlæder.
Normen er senere blevet revideret og godkendt af generalforsamlingen d.17. Marts 2001:

Definition af gyldenlæder

Gyldenlæder er hånd- eller formpræget læder belagt med metalfolier (bladguld, bladsølv, tin, kompositionsguld, aluminium osv.) og derpå bemalet.

Lædertyper

Vegetabilsk garvet huder af okse eller kalv er de bedste. Huder af bøffel, får eller geder er også blevet brugt. Læderet skal være jævnt og fast. De bedste stykker vælges til stolesæder etc.

Værktøjer

Til håndprægning benyttes ridsejern, kuglejern og prægejern.
Til formprægning benyttes forme lavet af hårdt (ædel) træ eller andet materiale (fx aluminium, epoxy), og glatte-instrumenter til at presse læderet ned i formen. Læderet kan også valses ned i formene med en sand- og savsmuldsblanding og en meget tung valse.
I begge tilfælde af prægemåder kan mønsterjern (punsler) benyttes.
Ud over de nævnte værktøjer/hjælpemidler anvendes diverse pensler til påføring af lakker, fernisser, guldgrunder og oliefarver.

Håndprægning, fremgangsmåde

Efter at læderet er delt op i passende stykker, fugtes disse godt med en svamp. Mønstret (på tegnefolie e.l.) placeres på læderets narvside og tegnes af med fx en brugt kuglepen. Læderstykket tørres så helt og mønstret friskes evt.op med et egnet redskab.
For videre bearbejdning fugtes læderet med vand både på narv- og kødsiden i mindre felter. Kuglejern benyttes fra undersiden for at hæve mønstret og prægejernet benyttes på oversiden. Med dette jern markeres mønstrets relief og detaljer. Dette arbejde er meget tidskrævende.
På bunden kan man benytte forskellige mønsterjern for at understrege og fremhæve mønstret.

Formprægning, fremgangsmåde

Benyttes forme, fugtes læderstykket på samme måde som ved håndprægning og lægges med narvsiden ned mod formen. Læderstykket bør fæstnes til formen, fx med små søm.
Derefter bearbejdes hver kvadratcentimeter med et passende glat konvekst instrument. Der skal presses godt ned mod formen for at opnå et godt resultat, dvs. skarpe detaljer.
Benyttes tung valse og mellemlæg er det ofte nødvendigt at friske detaljerne op med et prægejern.

Fyldmasse

Hvis man ønsker at beholde et højt relief i et mønster, kan man benytte et fyldemateriale, der kommes i relieffet på læderets bagside. Som fyldemiddel kan man fx benytte en grød fremstillet af lige dele rugmel og findelt savsmuld blandet med lidt vand. Lang tørretid må påregnes efterfølgende.

Strækning af læderet

For håndpræget læder, der er blevet buklet efter prægningen, følger nu en strækning af læderet for at få det jævnt. Læderstykket gøres vådt på begge sider og lægges forsigtigt på en plan flade, således at mønstret forbliver intakt. Læderstykket skal ligge således flat, indtil det er helt tørt.

Politur

Med en pensel påføres et eller to tynde lag shellak(knastlak eller politur) med lidt iblandet venetiansk terpentin. Dette trænger godt ned i læderfibrene og giver et godt grundlag for den videre
Behandling. Der skal regnes med en tørretid på ca. 1 døgn

Guldgrunder

Derefter påføres et tyndt lag 3-timers eller 12-timers guldgrunder. Vær påpasselig med, at der ikke ligger tykke lag tilbage ved fx dybe relieffer og at der ikke er bare pletter(helligdage).
Læderstykket lægges nu et støvfrit sted i henh. 3 eller 12 timer (ved stuetemperatur) afhængig af, hvilken type guldgrunder, der bruges. Derpå kontrolleres det med en fingerspids at læderet klæber med et lille knips(=knipsetør) Hvis læderet føles klistret, har det ikke tørret længe nok.
Man kan også kontrollere graden af tørring ved at føre en fingerspids henover overfladen. Hvis der fremkommer en ”fløjtelyd”, er guldgrunderen tør nok til at modtage metalfolien.

Metalfolierne

Bladfolierne(guld, sølv, hvidguld, aluminium etc.) lægges nu på den knipsetørre guldgrunder, således at hele læderstykket bliver dækket. De enkelte bladfoliestykker lægges, således at de lige dækker ind over nabostykket.
Efter pålægningen fjernes alt overflødigt metal med en lille børste eller klud.
Når der anvendes ægte bladguld bør tørretiden være mindst 4 uger.

Guldfernis

Hvis det ønskes, kan guldfernis påføres. Ved brug af andre bladmetaller end bladguld, påføres guldfernis efter 3-4 dage for at sikre, at der ikke opstår anløbning. En god tørretid må påregnes.

Maling

Læderet kan nu males. Det anbefales at bruge gode kunstmaler-oliefarver. En vis fortynding af farverne er normalt påkrævet og dette kan ske på følgende måde:
Den valgte oliefarve fortyndes lidt med olie, terpentin og evt. nogle dråber sikkativ(tørrestof) tilsættes.
Da det drejer sig om gyldenlæder. er det vigtigt, at man kan se guldet, enten direkte eller ved at i hvert fald ved at nogle af farverne er laserende.
Den første farve, der påføres er grundfarven og denne skal påføres ”i et hug”, altså uden længerevarende pauser. Gør man ikke det, risikerer man at få tydelige markeringer af overgangene. Og disse er ikke til at fjerne.

Patinering

Det er vigtigt at malingen af motivet er helt tør, før patinering udføres.
Ønskes en patinering af arbejdstykket, kan dette påføres med et stykke skumgummi eller en klud.
Der benyttes samme olie som ved malingen og fortynding med terpentin.
Når patineringsfarven er påført tørres den af med en blød klud, indtil den ønskede virkning er opnået.

Overfladebehandling

Som overfladebehandling bliver olie, læderfedt, vokscreme og mange ”hemmelige” blandinger benyttet. Disse bør påføres mindst én gang om året. Det overflødige middel tørres af med en blød klud.

Det må præciseres, at det er vigtigt, at læderet får hvile og tørrer godt mellem de enkelte fremstillingsprocesser. Et stolebetræk kan godt sættes på en stol, når det er tørt, men det er dermed ikke sagt, at man kan sidde på stolen. Det er klogt at vente et godt stykke tid, fx ½ år, før man tager stolen i brug for alvor.

Huder, læder og skind

Læder og skind

I udgangspunktet er læder garvet og tilberedt hud af større dyr –som okse, ko og bøffel, mens skind er fremstillet af huder af mindre dyr –såsom kalv, geder og får. Skind er tyndere end læder.
Til gyldenlæderarbejder er vegetabilsk garvede huder af okse, ko og kalv bedst. Læder af bøffel. Får og ged er også blevet brugt.

Narv- og kødsiden.

Den side, som vender udad på dyret, kaldes narvsiden, mens indersiden kaldes kødsiden.

Konservering og garvning

Huder i rå tilstand er ikke holdbare og de må først konserveres enten ved saltning eller tørring.. Dernæst må de garves for at blive stærke og holdbare over for vand og forrådnelse, og for at kunne blive anvendelige til læder- og skindvarer.
Garveprocessen er meget omfattende og den består af forbehandlingen, selve garvningen og en efterbehandling.

Forbehandling

Forbehandlingen har til formål at fjerne alle uønskede bestanddele fra huden og gøre den egnet til indvirkning af de forskellige garvestoffer. Forbehandlingen består hovedsagligt af følgende processer:

Udvanding og kalkning

De konserverede huder må først udvandes eller blødgøres for at få fjernet alt saltet og for at blødgøre de tørre og stive huder. Dernæst bliver de lagt i en opløsning af læsket kalk som er tilsat et afhåringsmiddel, sædvanligvis natriumsulfid for at få hår, overhud og underhud til at løsne sig.

Afhåring

Afhåring foregår på den måde, at man skraber af hår og overhud med en sløv kniv eller i skrabemaskiner. På lignende måde fjernes den løse underhud eller fedthud.
Affaldet(“limlæderet”) bliver brugt til fremstilling af lim.
Tykke huder bliver også -på dette stadium i processen- spaltet eller kløvet i to, parallelt med narvlaget. Dette foregår i specielle spaltemaskiner. Det underste læder/skind ,”spaltet”, får ikke den samme gode kvalitet som selve læderet/skindet, men det egner sig alligevel ypperligt til fx bælter.

Afkalkning og bejdsning

Det meste af kalken skal nu fjernes ved vaskning med vand og ved behandling med en svag syre, fx mælkesyre. Dernæst skal huden renses ved bejdsning. Til bejdsningen blev tidligere brugt ekstrakt af gødning fx fra hunde og høns. Nu bliver der brugt dertil egnede bejdsemidler (garvestoffer).

Pickling

Efter bejdsningen følger picklingen. Denne proces bliver kun udført, hvis huden skal kromgarves. Picklingen er en behandling med mineralsyrer og salt, for at huden skal få den rette surhedsgrad, som kromgarvningen fordrer.

Forbehandlingsprocesserne kan påvirke læderets egenskaber

Ved at variere tiden, temperaturerne og kemikalierne ved de forskellige processer kan det færdige læders egenskaber i høj grad påvirkes: Langvarig kalkning giver blødt læder. Det samme gælder også for bejdsningens vedkommende. For sålelæder må kalkningen og bejdsningen være kortvarige.
Der er for øvrigt meget hemmelighedskræmmeri forbundet med de forskellige forbehandlingsprocesserne.

Selve garvningen

Efter forbehandlingen er tiden inde til selve garvningen, som foregår på forskellige måder, alt efter hvad læderet skal bruges til.
Vi taler stort set om tre forskellige garvningsmetoder: vegetabilsk garvning,mineralsk garvning og oliegarvning.

Vegetabilsk garvning

Ved vegetabilsk garvning (også kaldet rødgarvning) tilføres læderet en del naturlige, vegetabilske garvestoffer –sædvanligvis lavet af tørret og finmalet løvtræsbark. Særlig egnet er ege- og pilebark fra unge træer.
I ældre tider lagde man gerne huderne i store bassiner med en svag garveopløsning (lidt bark), som efter 2-3 mdr. blev udskiftet med stadig stærkere garvestofopløsninger. På denne måde kunne der godt gå et par år, før tykt læder var færdiggarvet.
I vore dage foregår garvningen meget hurtigere ved at der bruges stærkere opløsninger, fx . ved hjælp af garveekstrakter og ved at huderne bliver holdt i bevægelse i tromler. På den måde kan garvning af huder, som ikke er særlig tykke, gennemføres i løbet af nogle uger og tynde huder på nogle få dage.

Mineralgarvning

Mineralgarvning er garvning med visse uorganiske salte. Mest kendt er kromgarvning, hvor der bliver brugt forskellige kromsalte.
Hvidgarvning (alungarvning) er også en mineralgarvning som udføres med en opløsning af aluminiumssulfat (alun) og natriumklorid (kogesalt). Hvidgarvning spiller en stor rolle for garvning af pelsværk og handskeskind (glacégarvning). For sidstnævnte bruges i dag i stor udstrækning en kombination af alun- og kromgarvning.

Det hvidgarvede spanske læder blev ofte farvet rødt med kraplak og gik under betegnelsen ”rødt læder”. Hvidgarvning blev brugt meget i maurisk fremstillet gyldenlæder, men blev senere afløst af vegetabilsk garvet læder.

Mineralgarvning er en hurtig og rimelig garveproces, men den bruges noget mindre i dag pga. de forurenende kemikalier. Mineralsk garvet læder suger ikke så nemt fugtighed til sig i samme grad som vegetabilsk garvet læder, og det er mindre formbart.

Oliegarvning

Ved oliegarvning fedtes skindet ind i tran. Vaskeskindet som bliver resultatet af denne proces, bliver meget blødt og smidigt, som benyttes specielt til pudseskind og til finere lædervarer, som fx handskeskind. Som råvarer bruges mest hud fra elg, ren, hjort, får og kalv.

Efterbehandling

Efter garvningen foretager man flere vigtige operationer for at opnå et færdigt skind eller læder.
Farvning og indfedtning foregår i tromlerne i tilslutning til garvningen. Indfedtningen er nødvendigt for, at læderet ikke skal sprække efter tørringen, som foregår ved centrifugering, presning og ”spiling” i varm luft.
Læderet får en finishbehandling ved bl.a. slipning spaltning, lakering mm
Læderet bliver også valset, således at det bliver glat på narvsiden, og det får derved en forside.
Vegetabilsk olie og fedt bruges til imprægnering af læderet helt til sidst. Men her er der også en hel del ”tys-tys” og hemmelighedskræmmerier. De forskellige fabrikanter vil ikke fortælle, hvad de forskellige læderolier indeholder!

Læderkvaliteten

Til fremstilling af gyldenlæder er kun det bedste læder godt nok.
Læderets udseende og kvalitet er afhængig af dyrenes opvækstforhold. Selv noget så uskyldigt som insektbid kan sætte mærker. Omvendt må man ikke glemme at læder er et naturprodukt, og at ar, folder, rynker, marmorering og andre mærker nødvendigvis forekommer på huderne.

Kvaliteten på læderet er også afhængig af, om det er ryg-, side-, forpart- eller bugstykket. Rygstykket er det bedste, og kvaliteten bliver mindre jo længere ned mod bugen vi kommer.

Læder af bedste kvalitet kendetegnes ved en pæn og jævn overflade på narvsiden med små og tætte porer. Narven må ikke være for løs eller grov. Endvidere skal læderet have en jævn tykkelse over det hele. Det må hverken være for tyndt eller for hårdt, og kødsiden må ikke være for trevlet eller porøs.